Arbejdsgivere leder hele tiden efter kandidater med nye kompetencer. Det gælder uanset, om du er nyuddannet, ledig efter mange år på arbejdsmarkedet eller midt i et brancheskift. Digitalisering nye arbejdsformer ændrer spillereglerne, og hvis du vil stå stærkt i din jobsøgning, er det afgørende at forstå, hvad virksomhederne forventer – og hvordan du kan vise, at du matcher deres behov.
Ifølge Ballisagers konsulentanalyse vil især digitale færdigheder, fleksibilitet, kommunikation og problemløsning være efterspurgte kompetencer i 2025 og fremtidens arbejdsmarked. Men hvad betyder det konkret for dig som jobsøger? Og hvordan kan du synliggøre dine kompetencer, så arbejdsgivere opdager dig?
Hvad efterspørger virksomhederne?
1. Digitale færdigheder bliver et grundkrav
Flere og flere brancher arbejder digitalt – også i stillinger, hvor det tidligere ikke var nødvendigt. Om du skal registrere data, kommunikere via digitale platforme eller bruge nye systemer, forventer arbejdsgivere, at du har en grundlæggende forståelse for teknologien og mod på at lære den.
Sådan forbereder du dig:
- Sørg for at have kendskab til de mest anvendte programmer i din branche eller den branche, du søger job i.
- Hvis du mangler digitale færdigheder, kan du undersøge muligheden for kurser eller få vejledning i dit jobcenter eller a-kasse.
2. Fleksibilitet og evnen til at lære nyt
Arbejdsgivere søger medarbejdere, der kan tilpasse sig nye opgaver og arbejdsgange. De ønsker ikke nødvendigvis, at du skal kunne alt fra dag ét, men de forventer, at du er åben for at lære.
Sådan viser du det i din jobsøgning:
- Beskriv konkrete eksempler på, hvordan du tidligere har lært noget nyt eller skiftet arbejdsopgaver.
- Vær tydelig i dine profiler og dit materiale om din lyst til at udvikle dig. Virksomheder søger aktivt efter medarbejdere, der er nysgerrige.
3. Kommunikation og samarbejdsevner
Uanset jobtype er evnen til at samarbejde og kommunikere vigtig. Det kan blandt andet handle om at kunne tale med kunder, kolleger og ledere – både mundtligt og skriftligt.
Sådan træner du det:
- Øv dig i at præsentere dine færdigheder klart. Både i din ansøgning, på din Candeno-profil og til jobsamtaler.
- Engager dig i fællesskaber eller netværk, hvor du kan lære at samarbejde med forskellige typer mennesker.
4. Problemløsning og kreativitet
Virksomheder leder efter medarbejdere, der kan tage initiativ og løse udfordringer. Det betyder ikke, at du skal opfinde nye løsninger hver dag, men at du kan tænke selvstændigt og se muligheder fremfor begrænsninger.
Sådan kan du styrke denne evne:
- Tag ejerskab over dine opgaver og vis, at du kan håndtere uforudsete situationer.
- Når du søger job, fremhæv situationer, hvor du har fundet en løsning på et problem.
Hvordan bliver du synlig for arbejdsgivere?
At have de rette kompetencer er én ting, men at sikre, at virksomheder ser dem, er noget andet.
Opdater din Candeno-profil: Mange virksomheder søger direkte i databaser efter kandidater. En gennemarbejdet profil øger dine chancer for at blive fundet. På Candeno er det nemt at synliggøre netop de kompetencer, virksomheder søger.
Brug LinkedIn aktivt: Selvom ikke alle brancher bruger LinkedIn, kan en aktiv profil gøre det nemmere for arbejdsgivere at vurdere dine kompetencer, interesseområder og erfaringer.
Aktiver dit netværk: Fortæl tidligere kolleger, uddannelsessteder og bekendte, at du søger job. Mange stillinger bliver besat gennem netværk.
Sørg for at styrke dine digitale færdigheder, vis at du er fleksibel, og vær klar i din kommunikation. Med en knivskarp Candeno-profil og en aktiv tilgang til din jobsøgning øger du dine chancer for at lande et job – også i et arbejdsmarked, der hele tiden er under forandring.